Vi kan ikke genanvende os ud af modebranchens overproduktion

Tekstilbunkerne vokser, og systemerne kæmper med at følge med. Alligevel bliver genanvendelse ofte fremhævet som løsningen – selvom den største mulighed ligger i at bruge det tøj, der allerede findes, meget længere.

Der er allerede så meget tøj i verden, at vi har nok til at klæde flere generationer på, hvis vi stoppede med at lave nyt tøj fra i dag.

Alligevel producerer modeindustrien mere end nogensinde.

Paradokset er ekstra tydeligt i de her dage: Mit feed flyder over med den gode nyhed om, at EU nu omsider vil forbyde modebrands at destruere usolgt tøj.

Det er et virkelig vigtigt skridt. At brænde nyt tøj af er både ressourcespild og et symbol på en branche, der i mange år har kunnet producere løs uden reelle konsekvenser.

Men samtidig afslørede Danwatch igen en mindre opløftende virkelighed herhjemme: Enorme mængder af danskernes kasserede tøj går stadig op i røg.

De to historier peger på det samme problem.

Det handler ikke kun om, hvad vi gør med tøjet, når vi er færdige med det. Det handler om, hvor meget vi producerer.

Et system tæt på kollaps

Over hele Europa er sorteringsanlæg og tekstilaktører under massivt pres og flere steder på randen af kollaps. De modtager ganske enkelt mere tøj, end systemet kan håndtere.

Strømmen af kasserede tekstiler vokser hurtigere end mulighederne for at sortere og genanvende dem.

Alligevel bliver genanvendelse ofte fremhævet som modebranchens store løsning.

Men i praksis bliver kun en procent af tøj i dag genanvendt til tråd til nye bukser og bluser. Processen er stadig stadig teknisk vanskelig, dyr og energikrævende. Især fordi det meste tøj i dag består af en blanding af forskellige materialer, tit med en stor portion polyester i.

Selv hvis teknologien bliver bedre, ændrer det ikke ved et grundlæggende problem: Vi kan ikke genanvende os ud af overproduktion.

Løsningen findes allerede

Den gode nyhed er, at vi faktisk ikke behøver opfinde løsningen.

Jeg er netop kommet hjem fra Kantamanto i Accra i Ghana – et af verdens største markeder for brugt tøj. Her så jeg med egne øjne, hvordan enorme mængder tøj får nyt liv igen og igen gennem sortering, reparation, upcycling og videresalg.

Kantamanto bliver med rette kaldt verdens centrum for cirkulær mode. Stedet viser os, at tøj kan cirkulere langt længere, end vi er blevet vant til i Europa.

På Kantamanto har det tøj, vi har kasseret, stadig en værdi. Derfor bliver der gjort en indsats for at bruge det igen. Den logik mangler vi i store dele af den globale modeindustri.

Modebranchens egentlige udfordring

Modeindustrien er i dag bygget op omkring en forretningsmodel, hvor vækst primært bliver målt i mængden af nyt tøj, der bliver produceret og solgt.

Derfor er meget tøj i dag ganske enkelt ikke lavet til at holde særlig længe. Billige materialer og hurtige produktionscyklusser betyder, at en del tøj mister form, farve eller funktion efter relativt kort tid.

Men i en verden med begrænsede ressourcer kan den model ikke fortsætte uændret. Derfor er det heller ikke realistisk, at genanvendelse alene kan løse branchens miljøproblem, som situationen ser ud i dag.

Den vigtigste opgave er i virkeligheden langt mere lavteknologisk:

Vi skal holde tøjet i brug så længe som muligt.

Det betyder mere reparation. Mere genbrug og gensalg. Mere redesign. Mere udlejning. Og at nyt tøj bliver designet og produceret med alt det for øje.

En erkendelse, der før eller siden kommer

Før eller siden vil regulering, krav og ikke mindst ressourcepriser tvinge modebranchen til at forholde sig til mængderne.

Den gode nyhed er, at løsningen ikke kræver en teknologisk revolution.

Den kræver en erkendelse. Vi mangler ikke tøj.

Vi mangler systemer og forretningsmodeller, der gør det attraktivt at bruge det tøj, der allerede findes, meget længere.

For sandheden er egentlig ret enkel:

Vi har allerede tøj nok.

Til flere generationer.