Vi elsker stærke tal. Ét kom til at forme fortællingen om modeaffald i Afrika

En ny rapport giver anledning til at genbesøge et af modebranchens mest citerede tal – og spørge, om vi nogle gange gør komplekse globale værdikæder for enkle.

Der er få tal, der har sat sig så fast i den globale debat om mode som dette:
Omkring 40 procent af det brugte tøj, der importeres til Ghana, ender som affald.

Tallet fra The Or Foundation bliver igen og igen brugt til at illustrere modebranchens skyggeside. Det optræder i talrige artikler, podcast, dokumentarer, kampagner og opslag på sociale medier.

Det har været med til at sætte et vigtigt problem på den internationale dagsorden: Verdens produktion af billigt tøj fortsætter med at stige, mens kvaliteten falder, og store mængder tekstiler ender som affald.

Men jeg har længe også været optaget af noget andet. Hvordan et enkelt tal fra ét land har fået så stor betydning for vores forståelse af en global værdikæde.

Jeg har gennem flere år fulgt EU's tekstilpolitik tæt. Jeg har besøgt Kantamanto, et af verdens største genbrugsmarkeder, adskillige gange gennem tre rejser til Ghana. Jeg har lavet reportager fra Tanzanias største marked for brugt tøj og interviewet forskere, sælgere og branchefolk med vidt forskellige interesser i debatten.

Jo flere aktører jeg talte med, desto tydeligere blev det, at fortællingen var mere kompliceret end det ene tal, der gik igen overalt.

Ord - og tal - former virkelighed

EU arbejder lige nu med producentansvar for tekstiler, og internationalt diskuteres reglerne for handel med brugte tekstiler under Basel-konventionen. Når politiske beslutninger hviler på bestemte fortællinger om globale værdikæder, er det afgørende, at vi bliver ved med at undersøge, hvad tallene egentlig dækker over.

I Tanzania fortalte sælgerne mig samstemmende, at de kunne sælge selv det tøj, europæere ville kalde usælgeligt. I Ghana har jeg mødt mennesker, der vasker, reparerer og redesigner tøjet, før de sælger det videre. Noget bliver solgt videre igen på mindre markeder rundt om i landet. Noget eksporteres til nabolande. Og ja – noget ender som affald.

Jeg har også gået ved affaldsbjergene tæt på Kantamanto og langs strandene, hvor tekstiler ligger mellem plastik og andet affald. De billeder, der går verden rundt, er virkelige. Men de fortæller ikke nødvendigvis hele historien.

De siger ikke noget om de manglende affaldssystemer, der ofte er i de afrikanske lande, der importerer de største mængder brugt tøj fra resten af verden. Og de siger ikke noget om, hvor mange gange tøjet har været brugt, før det til sidst bliver kasseret og til sidst endte der i strandkanten.

Behov for flere nuancer

Derfor har jeg kigget nærmere på en ny rapport fra FN’s handels- og udviklingsorganisation UNCTAD om handlen med brugt tøj, baseret på hundredtusindvis af sorterede tekstiler og feltarbejde i Uganda og Tanzania.

Rapporten undersøger altså en anden del af Afrika, og afgør ikke diskussionen om de 40 procent. Til gengæld beskriver den en stor værdikæde, hvor størstedelen af de undersøgte tekstiler fortsætter som tøj gennem videresalg, reparation eller anden anvendelse, mens kun en mindre del bliver til affald. Den bidrager med ny empirisk viden til en debat, der længe har været præget af få tal og stærke fortællinger.

Det er ikke et argument for, at tekstilaffald ikke er et enormt problem. The Or Foundation og andre aktører har gjort verden opmærksom på et vigtig udfordring, som alt for længe blev overset. Den indsats fortjener stor anerkendelse. Netop derfor er det også vigtigt, at vi beskriver udfordringerne så præcist som muligt.

For de fortællinger, vi skaber om brugt tøj, har konsekvenser. De påvirker den politiske debat i EU, diskussionerne om Basel-konventionen og vores forståelse af, hvad der egentlig foregår på markederne i Afrika.

Journalister elsker stærke tal. Jeg har selv kaldt mit magasin 6 generations. Et navn, der henviser til, at der lige nu er tøj nok på planeten til at klæde adskillige generationer på.

Men når vi skal forstå globale værdikæder, risikerer de virale tal at forsimple virkeligheden. Og i mine øjne er det (mode)journalistikkens vigtigste opgave: At insistere på kompleksiteten og nuancerne.